Tak for skubbet Preben!
I album-noterne på mit nytrykte debutalbum er der skrevet en særlig tak til min gode ven og trommeslager i Steppeulvene, Preben Devantier. Men han nåede sgu ikke at se det.
I flere af mine sange berører jeg døden. I en sang som er med på det ovennævnte debutalbum, synger jeg om min barndomsven, som blev dræbt i sine start 20’ere. En anden sang, som ikke er med på min første udgivelse, omhandler faktisk min egen død. Og for ganske nylig greb jeg min guitar, og skrev en sang, da nyheden kom, at Johnny Madsen var gået bort. Men det er jo sådan det går…vi dør! Og nu kom turen så til Preben.
Jeg fik desværre ikke vist Preben, at han stod nævnt med en stor tak inde i albummets omslag. Det er jeg meget ked af, men jeg ved også at Preben nok ville sige “nå ja, hva’ fa’en…det går sgu nok”. Han tog nemlig ikke tingene så tungt! Men jeg ville nu gerne have siddet med ham over en kop kaffe, te for Prebens vedkommende, og fået en god snak, og have vist ham albummet, lyttet til det og fået hans ufiltrerede mening om det. Det var noget af det fede ved Preben…han gav altid sin uforbeholdne mening om tingene, og altid kærligt, fordomsfrit og humoristisk.
Jeg er Preben evigt taknemmelig for at give mig et ring helt ud af det blå i 2019, og spørge om ikke vi skulle lave os et band. Jeg er helt sikker på, at hvis ikke han havde gjort det, var jeg aldrig kommet i gang med at spille koncerter i eget navn, og jeg ville heller ikke have fået indspillet et album.
Så at der også er mere på vej, har den gamle Steppeulv jo sådan set også en finger med i spillet omkring.
Preben var en ener og et meget, meget hjerteligt menneske, som jeg er utroligt glad for, at jeg lærte at kende. Sjældent har jeg mødt et menneske, som gjorde så stort et indtryk på mig. Jeg savner ham og vores mange gode snakke!
