Indspilning af violin og didgeridoo!
Torben Askegaard kom forbi kælderen på Nordgade for at indspille hans hjemmelavede didgeridoos på “Paradis på pause”. Torben havde lavet hele to didgeridoos i tonen “F” til formålet. Godt gået Torben! Torben kender jeg fra min kolonihaveforening hvor vi er naboer, og under min søgen efter en kompetent didgeridoo-spiller, viste det sig pludselig at Torben var manden jeg skulle have fat i! Han kastede sig meget engageret ind i projektet og byggede som nævnt to didgeridoos…den som lød dybest i tonen var meget lang, og krævede en del luft at spille på. Det hyggede vi os meget med i “Komfortzonen”.
Søren og jeg tog et smut til kollektivet Snåstrup Mølle, for at indspille violin til “Den jævne mand” med Lasse Væver Jacobsen. Det var en virkelig hyggelig dag, hvor vi efter indspilning i kollektivets skurvogn, spiste aftensmad med alle kollektivisterne. Mens vi ventede på maden, havde vi lige en halv times ventetid, så Lasse lagde lige vupti noget impulsiv violin på “6670 Hjemby”. Det blev virkelig fedt, og faktisk noget af det jeg holder allermest af på hele pladen! Sådan kan det af og til gå, når man bare lige gør noget.