Guitarer

At være venstrehåndet guitarist er både en velsignelse og en forbandelse

En velsignelse fordi det har sparet mig en masse penge, og en udbygning af 1. salen, simpelthen fordi udvalget af venstrehåndsguitarer er yderst begrænset, og en forbandelse fordi det af præcis samme grund ikke er så ligetil, at få sine venstrehåndede fingre i lige præcis den guitar man drømmer om.

Utallige gange har jeg stået i velassorterede guitarbutikker rundt omkring i Danmark, og verden for den sags skyld, med kløe i førnævnte fingre og en ustyrlig trang til at flå samtlige akustiske guitarer ned fra væggen og prøve dem, til jeg fandt præcis dén guitar som talte mest til mig. Altid er jeg blevet mødt af en sød og salgsivrig ekspedient som har tilskyndet mig til at gøre netop dét. “Prøv den her, den er fed…”. “Jo men ser du, der er lige det problem at mine hænder vender omvendt”.

Stort set hver gang har jeg måttet nøjes med duften og, hvis jeg var heldig, en enkelt støvet og halvfesen venstrehåndsmodel hængende for sig selv i et hjørne, som jeg kunne prøve at klimpre lidt på.

Det er måske lidt groft sagt, men ærligt talt ikke meget, bare spørg enhver venstrehåndet guitarist, hvis du da kan finde en.

Med tiden er det dog stille og roligt lykkedes mig at opbygge en fin samling af venstrehåndsguitarer, og jeg synes efterhånden jeg har de guitarer jeg skal bruge. Og dog…for som en aldrende guitarsamler engang sagde til mig: “den perfekte guitarsamling består af de guitarer man nu engang har…plus én til!”

Martin 00028

Min favoritguitar er denne western guitar “Martin 00028”

Denne guitar er min absolutte favorit i samlingen. Jeg spiller fingerspil, og den passer perfekt til min spillestil, som vel bedst kan beskrives som en art hybrid mellem noget deltablues og en gang ragtimehalløj hvor tomlen spiller vekselbas, mens de øvrige fingre spiller en melodilinje.

Kroppen er rimelig smal, hvilket gør at den er virkelig let at omfavne og spille på. Og så lyder den bare kanongodt… dejligt tør og træagtig, og jeg har hevet rigtig mange sange ud af den.

Som min “Martin Jumbo Mahogany” fandt jeg også denne i Akustikken i Århus. Jeg brugte det års optjente feriepenge på at finansiere købet. Jeg tager alligevel aldrig på ferie

Martin Jumbo Mahogany

Min første “rigtige” guitar er denne western guitar “Martin Jumbo Mahogany”

Efter i en årrække at have spillet på forskellige højrehåndsguitarer , med strengene vendt om, faldt jeg over denne venstrehåndsguitar i Akustikken (instrumentforretning) i Århus.

Den kostede mig en måneds SU. På daværende tidspunkt modtog jeg guitarundervisning af HP Lange hver 2 tirsdag aften i Akustikkens butikslokale. Hver gang kom jeg med min kassettebåndoptager og optog hvad HP spillede, og så sad jeg ellers på mit lille kælderværelse i Århus dag og nat med min nye guitar, og spolede frem og tilbage på kassettebåndene og lærte mig den stil og de teknikker HP underviste i. Båndene har jeg endnu, og på min Martin JM guitar skrev jeg min første sang.

Gibson Hummingbird

Siden jeg begyndte at skrive sange, har jeg fantaseret om en dag at anskaffe mig en Gibson Hummingbird, eller bare som minimum at prøve at spille på en. Men når man er venstrehåndet, er det lettere sagt end gjort.

Altså, det er let nok at fantasere, straks sværere at realisere. Internettet har heldigvis gjort det nemmere at opsnuse hvor man kan finde guitaren man drømmer om, men hvis man så skal rejse til den anden side af kloden for at prøve den, bliver det lidt noget bøvl.

Min Gibson Hummingbird fandt jeg så tæt på som i Århus. Pludselig var den der, så jeg drejede bilnøglen på Sydfyn, og parkerede i Århus et par timer senere, gik ind i Woodstock Guitars og prøvede guitaren. Den var rigtig dejlig, men jeg var ganske enkelt for nærig til at købe den. Frank fra Woodstock Guitars sagde at det var helt fint, og at der var en mand i København som ville købe den hvis ikke jeg ville. Jeg vendte snuden hjem igen og tænkte, at nu havde jeg da i det mindste prøvet en Hummingbird, men en uge efter havde jeg stadig ikke sluppet tanken om den, jeg havde sågar drømt om den, og nu kunne jeg mærke at jeg havde nosset i det. Hvorfor købte jeg den ikke bare? Hvor galt kunne det gå? Jeg kunne jo altid sælge den igen hvis min nærighed ikke kunne finde ro. Lort!

Yderligere en uge gik, skæbnen så blev jeg pludselig kontaktet af Frank fra Woodstock Guitars som sagde, at han havde fundet hvad han troede kunne være mine skindhandsker i butikken. Det var det dog ikke. Jeg spurgte Frank, om manden i København var blevet glad for Hummingbirden, hvortil han svarede at han ikke købte den alligevel, da han købte en anden guitar i stedet. Jeg forklarede jeg havde fortrudt, og ville hente den med det samme, men nu var den i København! Hvis jeg kunne vente en uge, ville den være fragtet til Århus igen. Det kunne jeg godt, hvad gør man ikke for at spare lidt bropenge!

Ugen efter drejede jeg så igen bilnøglen på Sydfyn, parkerede i Århus et par timer senere, gik ind i Woodstock Guitars og kom ud derfra med min Gibson Hummingbird.

Gretsch 1961-1963

Min gamle Gretsch som jeg fandt jeg på DBA, måtte jeg helt til København for at hente. Da jeg åbnede kassen den lå i, var det første jeg bemærkede en stærk duft af en eller anden slags olie.

Altså ikke motorolie, men måske linolie eller noget i den dur. Manden jeg købte den af vidste ikke noget om denne duft, men konstaterede blot at sådan duftede den. Det havde han jo sådan set ret i. Jeg købte den, og duften er med tiden forduftet og tilbage er blot guitaren.

Guitaren er “født” som højrehånds guitar og er på et tidspunkt konverteret til venstrehånds. Når jeg sidder med den i mit skød, er der en del spørgsmål som trænger sig på. Al lakken på kroppen både for og bag er slebet af, og uden tvivl ikke af en fagmand. Der er tydelige slibemærker efter en excentersliber, altså sådan en slags rystepudser som kører i cirkelbevægelser, og bindingerne rundt langs kroppen ser noget hjemmelavede ud. Lakken på halsens bagside er intakt. På den side af halsen som vender opad, hvis man sidder med guitaren som var man højrehåndet, er der ud for 5. bånd kradset et A i træet og ud for 12. bånd et E. Så glemmer man da ikke lige det!

Forskellige folk har spurgt mig om jeg ikke skal have lavet bindingerne og ha’ den lakeret osv, men jeg synes det er meget fedt med de særheder. Det er lidt ligesom med ar, der er en historie i dem. At jeg så ikke kender historien om Gretsch’ens ar må jeg leve med.

I form og størrelse minder den om en Martin 000-18. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er en “Gretsch 6003 – the Jimmie Rodgers singing guitar” eller en “Gretsch Burl Ives”. Måske finder jeg ud af det en dag. Indtil da vil jeg glæde mig over at den uanset navn og alder lyder ret fedt, dejligt tør og med en temmelig bluesagtig klang og vibe over sig.

Gibson Les Paul Deluxe ‘82

Denne guitar købte jeg i en periode hvor jeg mestendels spillede elguitar. På daværende tidspunkt spillede jeg i både et reggaeband og et bluesband, så en elspade var dét der skulle til.

Jeg fandt den hos en gut i København, som havde hele tre venstrehånds gibson elguitarer til salg på Den Blå Avis! De to andre var nærmest helt nye, modsat den jeg endte med at købe af ham. I år (2022) har den hele 40 år på bagen.

Da jeg trådte ind i mandens københavnervilla, mødte der mig et overvældende syn. Ikke mindre end 40-45 venstrehåndguitarer prydede lejlighedens gulve og vægge! Han fortalte at han ikke kunne styre det. Når han så en venstrehåndsguitar måtte han bare eje den, og alle dem han havde hængende var, uden undtagelse, guitarer i den dyre ende. Penge var åbenbart intet problem…og så alligevel. Grunden til at han nu ville skille sig af med 3 af guitarerne var, at konen ønskede at renovere kælderen og installere et spabad dér. Så det var han jo så nødt til, som han sagde.

Han kunne fortælle, at guitaren på et tidspunkt havde været ejet af en dansktopmusiker på Lolland. Han vidste ikke hvem, men måske det er denne lollandske dansktopmusiker som har boret hul i guitarens hoved, så man kan trække en snor igennem og hænge den på væggen. Genialt! Det havde jeg aldrig selv fundet på at gøre ved en Gibson Les Paul Deluxe, men så sparer man jo at købe sådan et guitar-vægophæng, og kan nøjes med en enkelt skrue og et stykke strik. Min guitardoktor har flere gange spurgt mig, om ikke han skal fylde hullet ud, men det skal han ikke. Det er en del af guitarens historie. Jeg kan godt lide at fundere over hvorfor en eller anden fik dén idé, og hvem det mon var.

Det var i øvrigt et krav fra min fars side, at jeg for at få lov at låne pengene af ham og min mor, forpligtede mig til at købe den ældste af de tre guitarer, så det var jeg jo så nødt til. Der var heldigvis heller ikke skyggen af tvivl i mit sind efter at have prøvet alle tre. Den “gamle” fra ‘82 var på alle måder fedest og langt den smukkeste med sin krakelerede lak og mørke vinrøde farve.

Godin 5th Ave Kingpin P90

Min fladmaste archtop

I et års tid gik jeg og overvejede at købe denne guitar. Jeg tænkte jeg manglede sådan en, da det kunne være fedt at have en slags blanding af en akustisk og en elektrisk guitar.

Endelig tog jeg mig sammen og bestilte den på nettet, og præcis en uge efter den kom med posten formåede jeg på uopmærksom- og idiotisk vis at bakke over guitaren med min bil. Kroppen blev fuldstændig knust, og det gjorde jeg også.

Skæbnen ville dog, at jeg to dage forinden havde fået det præcise beløb guitaren kostede tilbage i skat. Jeg kunne ikke opfatte det som andet end et tegn til at bestille en ny, hvilket jeg fluks gjorde. Guitaren er i dag så godt som ubrugt, da jeg aldrig spiller på den. Sådan kan det gå.