Band Billingsø
Jeg var nødt til at lade verdens bedste coronaboble briste.
Historien må aldrig glemmes, siges det. Det bliver denne heller ikke. I hvert fald ikke så længe I læser den, fortæller den videre…og jeg betaler for dette websites eksistens.
Efter mange år som guitarist i forskellige orkestre med rocket, blueset eller mere jamaicansk lyd, havde jeg sat mig ned mellem mine akustiske guitarer og var begyndt at skrive sange for mig selv. Altså helt alene. Helt alene var jeg også med dette projekt, indtil jeg en dag havde spillede et par numre hos en bekendt, ved navn Klaus Handsome. Hr. Handsome optog nemlig et par numre på sin telefon og spillede dem senere for sin kammerat Preben Devantier.
Preben som jeg overhovedet ikke kendte, ringede en dag til mig sådan helt ud af det blå. Stemmen i røret var en ældre herre, der fortalte at han havde hørt mine numre på Hr. Handsomes telefon. Nu ville denne Preben gerne lave et band med mig. Det var hans forslag.
Sangene han havde hørt, mindede ham om sangene fra hans unge dage i de glade 60’ere sagde han, og han syntes de besad en vis samfundsmæssig relevans, og han tilbød at sætte sig bag tønderne, hvis jeg fandt en bassist. Det var under coronapandemien, så vi skulle ikke lave et for stort orkester. En trio blev det til. Preben, Jalte og jeg selv.
Mig på guitar og sang.
Jalte på bas og kor.
Preben på trommer.
Jeg blev faktisk temmelig smigret over, at en fremmed mand bare sådan uden videre ringede til mig, havde hørt mine sange, syntes de var fede og tilmed ville lave et band med mig. At denne mand så ovenikøbet fortalte mig, at han tidligere havde spillet trommer i Steppeulvene, som i 1967 udgav pladen “Hip”, den vel nok vigtigste rockplade i danmarkshistorien, gjorde mig også ret nysgerrig, det må jeg da indrømme. Trommeslageren i det ikoniske orkester fra 60’erne der med Eik Skalø, Stig Møller og Søren Seirup var med til at ændre hele den danske musikscene. Han ville starte et band med mig og med ham som trommeslager…den havde jeg sgu ik’ lige set komme!
Det tog mig ikke lang tid at beslutte, at den var jeg da helt med på, og det tog mig heller ikke lang tid at beslutte, at jeg ville ringe til min ven Jalte, som jeg kender fra vores tid på Den Frie Lærerskole, og spørge om han ville være med på kontrabas. Udover at spille vidunderlig bas, har Jalte en ligeså vidunderlig stemme, så han kunne jo også synge kor. Så med Jalte på de trykke strenge og med en kormikrofon foran næbbet, Preben på trommer og jeg selv på guitar og sang, begav jeg mig ud i mit eget første band som forsanger. Hvilket jeg dengang var en smule utryg ved…altså det med at synge. Nu er jeg helt cool med det.
Men hvor skulle det være, hvor skulle vi øve.?
“Hjemme ved mig”, sagde Jalte.
Og sådan blev det.
Jeg hentede troligt Preben i min bil, hver mandag gennem hele 2020, 2021 og halvdelen af 2022, og så kørte vi stille og roligt ud til Jalte, hvor de sammen med mig brugte et hav af timer på mine sange, og jeg er dem evigt taknemmelig, og sætter helt utroligt stor pris på de gode stunder, vi havde sammen.
Vi øvede og øvede og der kom meget godt ud af det. Jeg fandt formen som forsanger og vi fik sammen givet en lille håndfuld koncerter.
Det var rigtig træls, men nødvendigt for mig, og jeg følte mig som lidt af en røv, da jeg efter nøje overvejelser valgte at meddele dem, at det med mig og et band ikke helt føltes rigtigt. Min store fascination af “en historiefortællende mand med sin guitar alene på scenen” konceptet trak i mig, og jeg var nødt til at begynde at tage ud at spille helt alene. Jeg havde fået smag for det under coronaen, hvor jeg havde været ude og optræde lidt alene under de forskellige genåbninger, eller hvad det nu hed, når folk måtte forsamles igen.
2 år og en snas blev det til med Preben, Jalte og jeg selv i Band Billingsø.
Tusind tak for dét og alt jeres tid, snak og gode kammeratskab. Det var virkelig en dejlig tid!
