Holsted – et af klodens farligste steder!
Jeg voksede op i byen Holsted, som ligger omtrent 8 km nord for Kongeåen og præcis midt mellem Kolding og Esbjerg.
Området omkring byen var dengang som nu domineret af meget flade marker, larmende traktorer og en uophørlig summen fra speedwaycentret og det evigt guldvindende hold. I selve byen boede der omtrent 3000 mennesker, det gør der vist stadig, og alt i alt var der en god blanding af jævne folk, knallertbøller, fodbolddrenge og klassiske landsbytosser med besynderlige øgenavne. Derudover kunne man også rende ind i ganske mange bistert udseende og skummelt skulende typer med fremskudt bryst, løstsiddende næver og for længst udbrændte lunter.
På et tidspunkt i 90’erne var det faktisk så galt fat med de løse næver at jeg i en udgave af Euroman siddende i venteværelset hos “Frisør Munk”, kunne læse at Holsted politikreds var blandt de 10 farligste steder på kloden at opholde sig. Farligere end slummen i Mexico City! Ret sejt, og noget der absolut ikke blev nedtonet når vennerne fra de søvnige og pæne nabobyer Brørup, Vejen og Gørding var på besøg.
Nærmest dagligt hørte man om nye røveriforsøg i den lokale Sydbank eller Bikuben Sparekasseafdeling, og om hvordan gerningsmanden var flygtet bag på toget mod Kolding forklædt som mumie. Eller man hørte om den nyeste voldshændelse på Bodegaen, til halbal eller ved karrusellen til den årlige byfest.
Man hørte også om de som havde udøvet denne vold. Man vidste hvem de var, for alle kendte alle, og man mødte jævnligt disse folk i både Døgneren og til Open By Night, for dengang var der butikker i byen, men dem er der ikke så mange af mere.
Selv prøvede jeg engang, i en alder af bare 12 år, at opleve denne farlighed på egen krop. I nogle temmelig intense sekunder, var jeg helt overbevist om at min sidste stund var oprunden.
En lun sommeraften hvor jeg cyklede rundt i byen og håbede at møde vennerne, mødte jeg i stedet et par af de lidt ældre drenge i byen. Jeg vidste at de begge hed Kim, og at den ene Kim gik under øgenavnet Dalle. Lidt kækt, og i et naivt håb om en sludder for en sladder med de store drenge, udbrød jeg “hej Kim og Dalle!” da de cyklede forbi mig. To sekunder efter stod de lige foran mig, stak mig et par flade, bad mig holde min kæft og smed min cykel over en hæk og ind i nogens forhave, hvorefter de strøg ind i nabohuset.
Mens jeg febrilsk forsøgte at hive min cykel tilbage over hækken og ud på fortovet igen, hørte jeg et vindue blive åbnet i huset hvor Kim’erne var gået ind.
Med røde kinder, galoperende hjerte og knastør mund kiggede jeg op, og dér ud af husets ene stuevindue, hang en voksen dame på omkring de 40 år med et jagtgevær i sine hænder. Hun pegede geværløbet direkte mod mig mens hun PÅ ENGELSK råbte “get the fuck outta here you little prick, or i’ll blow your head off!”.
På et splitsekund kastede jeg mig over hækken, som jeg forsøgte at hale min cykel over, landede på cyklen så forhjulet blev skævt, rejste mig og spurtede op til husets fordør og bankede på, så det runger i entréen endnu.
En flink dame lukkede mig ind, og flittigt lindende på gardinet i stuen, fortalte jeg med bævende stemme hvad der var sket.
Hun var svær at imponere og sagde noget i retning af at “nå, det var da grov’ løjer” og om ikke jeg ville låne telefonen. Det ville jeg rigtig gerne, men de gamle tog den ikke. De var til bestyrelsesmøde på friskolen fandt jeg senere ud af. Til alt held havde jeg nogle år forinden lært telefonnummeret til mine forældres gode venner udenad. De kom kort efter og hentede mig, og sammen fik vi bugseret min tilskadekomne cykel hjem. Den fiksede min morfar, og på mine fremtidige cykelture valgte jeg i lang tid ikke at køre ned ad dén gade. 4 år senere ville skæbnen at kvinden med jagtgeværet blev min svigermor, dog kun for en stund. Det lod til at hun havde tilgivet mig, at jeg den sommeraften for længe siden havde været så fræk og provokerende at hilse på de to Kim’er, netop som de var på vej ind for at besøge hendes søn.
Hun lærte mig at drikke shots, og forsøgte uden held at lære mig at spille på skeer.
Endnu et par år senere var jeg til en fest, hvor selvsamme jagtgevær jeg som 12 årig havde stirret ind i, pludselig dukkede op. Denne gang i hænderne på en meget sur mand. Den aften tog jeg tidligt hjem, men det er en helt anden historie.
