Erindringer Del 2

Venstrehåndet sangskriver

Holsted Å

Det var dog ikke sådan, at man nødvendigvis var i overhængende fare for at blive ombragt, hvis man gik uden for sin dør. I dagslys kunne man roligt springe på cyklen og tage til Holsted Å med sin stage, og fordrive noget af den tilsyneladende uendelige tid Herren havde tildelt én.

Kun yderst sjældent lykkedes det dog at hive de rigtigt store bækørreder op af åen, men når man er dreng kan mindre også gøre det. Rygtet sagde at bækørrederne i åen ikke fik tid at vokse sig store, da “de fremmede” fra det nystartede flygtningecenter hjembragte selv de allermindste bækørreder.

Ofte mødte mine kammerater og jeg “de fremmede” langs åen, og der var bred enighed om i vennegruppen at vi jo i grunden måtte være præcis ligeså fremmede for “de fremmede”, som “de fremmede” var for os.

Til alles glæde og overraskelse skete der med tiden dét at vi og “de fremmede”, efter at have mødtes en lille håndfuld gange ved åen, pludselig ikke længere var fremmede for hinanden. Sådan kan det gå, når man mødes ved en å.

Flere år senere fandt jeg ud af, at den fisketrappe som, bestemt ved lov, skulle have været placeret i stemmeværket ved det store dambrug nedstrøms Holsted Å, ikke fandtes og ikke havde fandtes i mange, mange år. Ja, så er det jo ikke nemt for en stor bækørred at bevæge sig op i åen.