Erindringer Intro

Hvor kommer mine sange fra?

Mit navn er Jens Billingsø. Jeg skriver sange, og tager ud og spiller dem for folk, ligeså tit jeg kan komme til det.

Jeg kan ikke lade være. Det er en hobby og en lidenskab, noget jeg virkelig holder af at gøre. Somme tider er jeg blevet spurgt om, hvor de sange egentlig kommer fra, og hvordan man i grunden skriver sådan nogle.

En del af svaret tror jeg er, at man bare må forsøge sig med det. Prøv at skriv en. Det var det jeg gjorde, og så skrev jeg en til og en til og en til. Jeg fandt ud af at jeg kunne li’ det, og så er der jo ingen grund til at stoppe.

Men hvor de egentlig kommer fra er sværere at svare på, for jeg ved det ikke helt præcist. Men jeg kan da fortælle, hvordan det at skrive en sang typisk foregår for mig. Det er altid noget med at sidde i min sofa eller ved mit køkkenbord og klimpre på en guitar, og vrøvlesynge lidt til de akkorder eller det riff jeg nu bakser med. På et eller andet tidspunkt kommer der så nogle tekstbidder ud af spidsen på min blyant, og hvis der er bare én linje eller tekstbid jeg kan mærke er go’, så ved jeg efterhånden at det med sikkerhed ender med en sang.

Disse tekstbidder må vel være et sammenkog eller en art brudstykker af min krop og hjernes indre. Og som det jo er med krop og hjerne, bliver disse væsentlige komponenter naturligvis præget af opvækst, arv, miljø og alt hvad man ellers går og rager til sig af indtryk, oplevelser og erfaringer på livets vej, og måske særligt i ungdomsårene. For mig udspillede disse år sig i en lille by, hvor der skete meget mere end man umiddelbart skulle tro muligt. Det gør der nemlig i små byer, og min barndomsby var så afgjort ingen undtagelse.

I det følgende vil du kunne læse lidt om den by, men også om meget andet, hvis du altså har lyst.

Disse erindringer skriver jeg ligeså meget for min egen skyld, som for andres. Fordi jeg synes det er sjovt at sidde og tænke tilbage og hive gamle minder og oplevelser frem. En dag kan jeg måske ikke huske disse minder og oplevelser mere, men så kan jeg da læse disse erindringer og måske aktivere en flig af et minde. Hvis internettet da stadig eksisterer til den tid.