Søren Bekker hele vejen

Fra guldbas til gulvbas.

Søren Bekker er en gammel ven fra Den frie Lærerskole (surprise!), som jeg i sin tid spillede sammen med, i vores over fede reggae-lydende orkester ved navn Ding Dong Tromme. I Ding Dong Tromme optrådte Søren altid på 5-strenget el-bas i farven guld.

Efter en årrække på sin hjemegn i Sønderjylland, valgte Søren atter at flytte til Sydfyn, hvor han vidste han ville finde flere muligheder for at være en kreativ aktør i musik. Det var super heldigt for mig, for Søren havde ikke plads til mange af sine musik-sager i sin nye lejlighed…alle de sager man normalt har i øveren. Så dem kunne vi jo passende smide ned i min kælder, og vupti havde vi alle tiders gode grund til at mødes. Vi ville indspille en plade! Jeg havde jo sangene.

I noget tid havde jeg pønset på at bruge rummet i kælderen som mit musikrum, og med mine egne ting kombineret med Sørens, så er det sgu blevet et rigtigt studie. Måske nok på lavbudget. Ikke noget fancy. Ingen kæmpe computere. Men det virker. Sådan kan jeg godt lide det – og Søren var lykkelig over at kunne sætte sine ting op i kælderen hos mig. Og kælderrummet er ligeså meget hans, som det er mit…han ved hvor nøglen ligger, og kan komme og gå som det passer ham.

Det lille studie hedder nu “Komfortzonen”. Det fandt Søren på. Under indspilningerne til albummet mødte Søren ind på alle mine fridage, og de dage jeg ikke var hjemme, låste han sig selv ind for at pudse på optagelserne, luge fejl ud og flytte rundt på mikrofoner eller andre aggregater…for at optimere vores indspilningsmuligheder.

Vi syntes det ville være passende at indspille noget bas på pladen, men ikke Sørens tidligere nævnte guld-bas. Så Søren tog sin gode gamle gulvbas med. Altså, en kontra ik’.

Loftshøjden er ikke så høj i Komfortzonen, så da jeg en dag kom hjem og fandt Søren i kælderen, havde han været forbi vores gamle kammerat, den lokale træskulptør-fyr, Balder Mo. Han havde fået Balder til at skære det øverste af sin bas, så den kunne stå oprejst, så Søren ikke længere skulle ligge ned og spille på den i “Komfortzonen”. Det øverste var bare noget fint pynt, sagde han. Et meget sirligt træ-snitte-arbejde faktisk. Sammen med Balder fik han idéen til at montere det afsavede stykke med et lille hængsel, så det til andre tider med højere loftshøjde bare lige kan vippe op og pynte løs, som det skal, på toppen af bassen.

De er skøre de sønderjyder. Men også seje, gode, arbejdsomme og flinke som bare pokker, og Søren knoklede som en vild mens indspilningsprocessen stod på. Jeg er simpelthen så glad for at han gad hjælpe mig, og vi hyggede os helt vildt undervejs.

Jeg skylder Søren en gigantisk tak for hjælpen!